Proscovia Oromait er 19 år og det yngste kvindelige parlamentsmedlem i verden. Hendes største karrieremål er at blive Ugandas næste præsident. Kritiske røster ryster blot på hovedet, men de kan ikke hive hende ned fra hendes tårnhøje stilletter.

Af Charlotte Holm Pedersen og Nicolai Kallegård (foto)

Det er dagen efter valget. Resultatet har spredt sig som en steppeild i distriktet Katakwi i det østlige Uganda. Folk er stimlet sammen fra nær og fjern i distriktets største landsby. Kvinderne er iført traditionelle og farverige dragter med skuldre, der stritter mod himlen og bælter, der rører den tørre jord. De har haft travlt hele morgenen. Geder og høns er blevet slagtet, flået og grillet til de feststemte landsbyboere. Stemmer i forskellige tonelejer klinger sammen på det lokale sprog, mens kroppe bevæger sig med musikken.

På en støvet og hullet vej to timer fra den lille landsby sidder valgets vinder, Proscovia Oromait, i en hvid Toyota med sin tante bag rattet. De to kvinder er på vej til hovedstaden Kampala, hvor Proscovia Oromait skal indskrives på Ugandan Christian University (UCU). Her skal hun studere massekommunikation.

Sådan er det, når man som blot 19-årig bliver valgt ind i politik. Og Proscovia Oromait kan endog bryste sig af at være den yngste kvinde i verden med et sæde i et parlament – og den yngste nogensinde i Afrika.
Hun vandt en jordskredssejr over syv konkurrenter i sit distrikt tilbage i september 2012. Over halvdelen af stemmerne blev sat ved hendes navn.

”Jeg taber aldrig,” fortæller hun en solrig eftermiddag i Ugandas hovedstad Kampala.

Hun har kridhvide stilletter på fødderne. En stram sommerkjole i brun, lilla og hvid omkranser hendes slanke skikkelse.

Der er gået et halvt år siden hendes sejr, og selvtilliden er lige så høj, som da hun blev kåret til valgets vinder. Hun er løbende blevet kritiseret i de ugandiske medier af andre politikere og parlamentsmedlemmer – også fra hendes eget parti. De siger, at hun er for ung. For uerfaren. For uvidende. De siger, at hun bare rider på sin fars bølge. Faren, Michael Oromait, var repræsentant for det samme distrikt helt op til sin død i juli 2012. Han var meget populær blandt lokalbefolkningen.

”Jeg er ligeglad med de hyklere. Forfatningen tillader folk over 18 år, så det burde de andre parlamentsmedlemmer også gøre,” siger hun selv om sine kritikere.

Ordene får hendes smalle katteøjne til at trække sig endnu mere sammen. Benene ligger over kors. Det samme gør armene, mens lange postkasserøde negle hviler på hendes albuer.

”Det handler ikke om alder, men om viden og mod. Jeg er født modig,” uddyber hun.

Hun besluttede sig for at stille op til valget blot en uge efter sin fars død:

”Min far efterlod sig mange projekter, der endnu ikke var fuldførte. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne gøre en forskel ved at træde i hans fodspor.”

Den unge politiker er en del af det regerende parti, National Resistance Movement (NRM), og en stor tilhænger af præsident Yoweri Museveni, som har siddet tungt på regeringsmagten siden 1986. Hans popularitet er dog i disse år ifølge de uafhængige ugandiske medier dalende. Flere mener, at valget af Proscovia Oromait kan forstærke partiets popularitet blandt den yngre del af befolkningen.

Kvindekamp

To dage efter vores første møde i Kampala sidder vi i en bil på vej tilbage til distriktet Katakwi. Det er Kvindernes Internationale Kampdag – i Uganda bare kaldet Kvindernes Dag. En festdag for indbyggerne. Da vi nærmer os destinationen, beder den unge parlamentariker chaufføren om at stoppe. Fire lokale får lov til at hoppe op på bilens lad, så de slipper for at gå de sidste kilometer til byen.

”Det er fire stemmer til næste valg,” siger hun, mens mundvigene bevæger sig opad.

Flere bliver løbende samlet op, mens vi nærmer os den lille landsby. Ved ankomsten hopper passagererne af og går op til Proscovia Oromaits vindue. Langsomt lader hun den mørktonede rude glide ned, så hendes ansigt bliver afsløret.

”Gud velsigne dig,” siger de lokale igen og igen til hende, mens de griber ud efter hendes hænder.

Distriktet står i øjeblikket i en kompleks situation. De seneste år har der løbende været konflikter med et nabodistrikt, men det største problem er vandmangel. Der er brønde i distriktet, men ikke nok, og vandet, der hentes op, bliver ikke renset i tilstrækkelig grad.

”Jeg vil redde mit folk. Jeg kæmper for dem. En dag vil mit distrikt blive lige så velfungerende som Kampala,” fortæller hun.

Hvordan vil du redde dem?

”Jeg vil tale deres sag.”

En nærmere defineret strategi er ikke til at hive ud af den unge politiker.

Til dagens fest i Katakwi er hun æresgæsten. Den hvide Toyota ruller ind foran en folkemængde på knap 2000. En politikvinde åbner døren for Proscovia Oromait og følger hende hen foran folkemængden. Hun skal sidde forrest, så hun har det bedste udsyn til dagens taler og underholdende indslag. Modsat alle andre, der sidder på små plastikstole- og skamler, sidder hun i en bred, beige læderstol. Foran hende vajer det ugandiske flag.
Dagens program varer næsten fire timer. Undervejs synker Proscovia Oromait længere og længere ned i sin stol. Da programmet omsider slutter, rejser hun sig langsomt op. Hun retter på sin kjole, der i dag matcher de røde negle perfekt. Hvert skridt sender små røde støvpust op om hendes fødder. Alle øjne er rettet mod hende, da hun løfter mikrofonen op til munden.

”Dette er vores dag,” indleder hun.

Hendes stemme skratter ud af to høje højtalere.

”Vi skal uddanne vores piger, så de kan uddanne vores nation,” råber hun til det klappende publikum.

”Jeg er stolt af, at kvinder føder mænd. Kvinder er et skridt foran, ikke bagefter,” konstaterer hun til det nu jublende publikum.

Problemer i parlamentet

For et halvt år siden stod hun foran et publikum af jakkesæt. Hun skulle sværge foran parlamentet, at hun vil det bedste både for nationen og for sit distrikt.

”Jeg er en stærk kvinde, og derfor var jeg præcis på samme måde, som jeg altid er, da jeg stod foran de andre parlamentsmedlemmer,” fortæller hun.

I dag har hun skabt både venner og fjender i parlamentet, og ikke mindst har hun lært, hvordan en hverdag i parlamentet fungerer.

”Parlamentet har mange problemer. Segregation er et af dem. Mange af politikerne danner grupperinger,” konstaterer hun.

Klikerne, der dannes, er mellem de rige distrikters repræsentanter på den ene side og de fattige distrikter på den anden side.

Hun anerkender med et nik, at korruption er et problem i ugandisk politik.

Læs mere om, hvor udbredt korruption er i Uganda, her. »

”Men det største problem er, at regeringens ministre er for langsomme til at implementere de mange forslag, som parlamentsmedlemmerne kommer med,” fortæller hun.

”I fremtiden vil jeg være præsident”

Festlighederne i Katakwi har nået en afslutning. En politikvinde trækker hurtigt Proscovia Oromait hen til den hvide Toyota, der igen er kørt op foran publikum. Publikum er allerede på benene. De går med lange skridt og fremstrakte arme mod deres repræsentant.

”Jeg ved godt, at jeg er et forbillede. Og jeg er stolt af, at jeg kan kalde mig en historymaker. Skoleelever vil lære om mig i skolen. Ikke bare i Uganda, men i hele verden,” siger hun.

”I fremtiden vil jeg være præsident,” uddyber hun.

Bilen bringer os hjem til Proscovia Oromaits families hjem. Vi mødes af en indhegnet grund med to små murstensbygninger og en enkelt lerhytte. På de to huses tage, er der solceller, der sikrer at familien på solrige dage har lys og tv om aftenen.

”Jeg vil have en universitetsgrad i business. Så kan jeg tjene mine egne penge i fremtiden. Jeg vil ikke have statens penge,” bekendtgør Proscovia Oromaits 17-årige søster, mens hun skæver over på farens grav, der er placeret midt på gårdspladsen.

Penge er der ellers nok af. Da vi forlader familiens hjem, skal der stoppes gentagne gange. Vi kører forbi en ambulance, der er ved at blive repareret. Skriften på siden af den fortæller, at den er doneret af den afdøde Michael Oromait. Den unge Oromait lader den tonede rude rulle ned. Hun rækker et par store pengesedler til de arbejdende mænd. Og det er ikke de sidste penge, der deles ud den dag.

Inden turen går tilbage til Kampala, bliver chaufføren sendt ud for at hente et par gedekid, som skal med tilbage til hovedstaden. Spændt fast på bilens lad. Arbejdsdagen nærmer sig tyve timer, og der er lang vej hjem. Næste morgen skal hun igen tidligt op, da præsidenten har indkaldt alle parlamentsmedlemmerne til møde. Proscovia Oromait viser ingen tegn på træthed.

”Som Obama sagde; yes we can. Så siger jeg; yes Proscovia you can,” griner hun på bilens forsæde, mens hun skruer op for radioen og nynner med på Beyonces Run The World.