Uganda har altid været en tedrikkende nation. Kaffebønnen er dog ved at finde vej ind til ugandernes hjerter, og den vestlige kaffekultur bliver i højere grad budt velkommen.

Af Louise Oue Laursen og Nicolai Kallegård (foto)

Den brune marmorplade bliver omhyggeligt tørret af med en fugtig klud. Også navneskiltet i sølv skinner. Baristaen bag disken banker den finmalede kaffe ned i et håndtag. Med en hurtig bevægelse låser han håndtaget fast, og espresso fylder den lille hvide kop under. Imens steames mælken et øjeblik. Tiden er nøjagtig tilpasset. Hverken for kort eller længe. Med en nænsom bevægelse hældes mælken over kaffen, og begge væsker blander sig til en tyk, fyldig masse. Overfladen danner et mønster formet som et blad i den nybryggede cappuccino, som kun en erfaren barista formår at skabe. Duften af nybrygget kaffe finder hurtigt vej til næseborene. Kaffens aroma spreder sig med hastig fart, og over koppen dannes en klar tåge af kaffedamp.

Vi befinder os på en af Kampalas mange kaffebarer. Her er mænd og damer igen i dag kommet for at nyde en god kop ugandisk kaffe. Det var et særsyn for blot få år siden, men kaffekulturen har fået tag i Uganda.

“Jeg elsker kaffe. Jeg drikker det helst på kaffebarer. Her smager det bedst, og atmosfæren er behagelig. Her bliver jeg heller ikke forstyrret,” fortæller kunden på Cafe Pap, Moses Byarygaba.

Han er ejendomsmægler og har derfor ikke meget tid til at lave kaffe hjemme. På Cafe Pap, hvor han ofte kommer, er det muligt at arbejde samtidig med, at han nyder en cappuccino. Foran ham ligger hans brune lædermappe samt hans to iPhones, som kan ringe hvert minut for at bringe ham tilbage til den travle hverdag.

Det har dog taget forbløffende lang tid for uganderne at tage kaffekulturen til sig. Ugandas kaffeindustri er den næststørste i Afrika og den niendestørste på verdensplan. Det er bare i høj grad alle andre end uganderne selv, der nyder godt af de mange kaffeplanter, der vokser på det østafrikanske lands bjergsider. Selvom uganderne selv har en forøget interesse for kaffe, bliver størstedelen af Ugandas kaffebønner eksporteret ud af landet, og kun små fem procent forbliver inden for landets grænser. Det fortæller kommunikationschef hos Uganda Coffee Development Authority (UCDA), James Mayanja.

Kaffeindustrien spiller en stor rolle i forhold til levevilkårene specielt for den fattigere del af befolkningen. Cirka 3,5 millioner mennesker i Uganda er afhængige af kaffeindustrien, så det er nødvendigt for befolkningen, at høsten ikke slår fejl, så de kan få afsat deres kaffebønner, hvad enten det er til Uganda eller til omverdenen. Det er ikke kun for de små landmænd, at afsætningen af kaffebønner har betydning. Landets økonomi afhænger i høj grad også af deres største eksportvare. I sæsonen 2011-12 blev der ifølge James Mayanja eksporteret cirka 2,5 millioner 60-kilos sække med kaffe. Det svarer til en indkomst på 393 millioner dollars omregnet til cirka 2.200 millarder danske kroner.

Forbruget af kaffe inden for landets grænser stiger

“Ugandas kaffebønner er unikke og nogle af de bedste i verden,” forklarer UCDAs kommunikationschef med stolthed i stemmen.

Efter mange årtier, hvor kaffe har haft hjemme alle andre steder end i Uganda, har UCDA oprettet en strategi kaldet Domestic Coffee Consumption Strategy. Formålet med strategien er blandt andet at oplære ugandere i, hvordan man rister kaffebønnerne bedst, og hvordan de kan blive gode baristaer. Derudover skal strategien anvendes til at fortælle folk om, hvor sund en daglig kop kaffe kan være. Strategien blev igangsat i 2004, og det er allerede nu muligt at se en forbedring i kaffeforbruget. Uganda har oplevet en enorm forøgelse i kaffebarer. Før handlingsplanen startede, eksisterede der omkring fem kaffebarer i landet. I dag, ni år efter, er antallet oppe på 60 i Uganda, hvor 40 af dem er placeret i Kampala, landets hovedstad.

Ved et bord på Cafe Pap sidder forretningsmanden Felix Ekosy. Han har i 20 år drukket kaffe og har ikke planer om at holde op. Han er vild med smagen, men samtidig er han også bevidst om de sundhedsmæssige fordele ved den sorte flydende væske:

”Det er ikke mange i min omgangskreds, som drikker det. De vil hellere have te. De fleste, jeg kender, tror, at man kun drikker kaffe for at holde sig vågen, og de opfatter det derfor som en slagt doping. De vil hellere undgå det.”

Baristaen stiller en kop kaffe ved kundens bord og bærer videre på bakken med kaffe. Han har arbejdet på cafeen i godt et år og har lært, hvordan man brygger en god kop kaffe.

Han er dog ikke en af de baristaer, der har en passion for at blive Afrikas bedste.

Baristaer fra hele Afrika var på besøg i Kampala i midten af februar i forbindelse med det fjerde Africa Barista Championship. Sidste års vinder Roberts Mbabazi var fra Uganda, og han var derfor i år kun med som dommer. Han ser med stor begejstring på alle de baristaer, som snart er klar til at kæmpe om sejren.

“Uganda er et land med meget kaffe. Derfor har jeg sammen med min partner startet en virksomhed, hvor vi oplærer nye baristaer. Vi har mange unge arbejdsløse og kan derfor få en masse i beskæftigelse,” nævner han.

Unge i Uganda skal vokse op med kaffe

Smilet breder sig, og det hvide tandsæt kommer til syne. Roberts Mbabazi er i fuld gang med at fremvise en pose kaffe med logoet Barista pro COFFEE. Mærket har han selv skabt. I mange år har hans store passion været kaffe, og han er sikker på, at den unge generation nok skal blive klar over, at kaffe bør være en del af dagligdagen. 78 procent af Ugandas befolkning er under 30 år, så ifølge baristaen er det derfor oplagt at rette opmærksomheden mod ungdommen.

“Vi har en ny generation af unge, som rejser meget. De bliver inspireret af den omfattende kaffekultur, som findes i Europa, USA og England.  De ved også, at der er mange sunde fordele forbundet med at drikke kaffe,” fortæller Roberts Mbabazi og tilføjer:

“Uganda er en tedrikkende nation. Men det hele handler jo om vaner. Det skal bare være en vane for unge ugandere at drikke kaffe i stedet for te.”

En af årsagerne til, at de færreste ugandere drikker kaffe, er prisen. Dog er det at bruge kaffebønnerne derhjemme ikke helt fremmed for uganderne. Det er en tradition for mange at servere en portion kaffebønner, når der kommer gæster på besøg. Det er en måde at byde folk velkommen på. Ejendomsmægler og kaffedrikker Moses Byarygaba voksede for eksempel op på en farm, hvor de selv dyrkede kaffebønner. Malet kaffe var for dyrt, så derfor benyttede de kaffebønner på en anden måde:

“Man tygger bare på dem. Det har ikke helt den samme smag, men det er lidt af det samme. Der er for eksempel også forskel på at spise en frisk mango i forhold til, hvis du putter den i blenderen og drikker den.”

Selvom det i mange landsbyer er normalt at spise bønnerne, er mængden af kaffe, som den ugandiske befolkning drikker, klart stigende, vurderer  Robert Mbabazi – men den er stadig ikke stor. Robert Mbabazi fortæller, at dem han har introduceret for kaffe, drikker maksimum to kopper om dagen. James Mayanja er dog ikke i tvivl om, at antallet af kaffedrikkende ugandere vil stige. Middelklassen i Uganda vokser støt, og som følge deraf får en stor del af befolkningen flere penge mellem hænderne. Både Robert Mbabazi og James Mayanja er enige om, at kaffe er tæt på at bryde bredt igennem i Uganda.

“Om ti år vil kaffe være en del af ugandernes dagligdag. Vi er allerede på rette vej, de skal bare se fordelene ved kaffe først,” afslutter James Mayanja, mens han tager en tår af sin cappuccino.

Fakta om Ugandas kaffeindustri to go

  • Uganda er Afrikas næststørste eksportør af kaffe.
  • Kaffe er Ugandas største eksportvare.
  • 95 procent af landets kaffebønner eksporteres til udlandet.
  • De sidste 5 procent bliver drukket inden for landets grænser.
  • Europa er Ugandas største eksportmarked efterfulgt af Sudan og USA.

Kilde: Uganda Coffee Developing Authority.