Eksperterne er enige: Det er meget positivt, at Ugandas middelklasse vokser. Men uden en stærk og visionsrig stat i ryggen, vil store dele af den lave middelklasse falde tilbage i fattigdom.

Af Jeppe Aasted Due og Mette Frandsen (foto)

Uganda går en fremtid i møde fuld af udvikling og forbedrede vilkår for befolkningen. Ser man på de seneste års rapporter over økonomisk vækst, fremgår det tydeligt, at det er antallet af folk i middelklassen, der vokser mest. Hvis Ugandas regering investerer ordentligt, vil denne udvikling fortsætte. Men for nu er middelklassens fremtid langtfra sikret. Mange står til at falde tilbage i fattigdom.

Middelklassen i Uganda har over mange år været støt voksende. Fra 1980 til 2000 voksede den med 3,1 procent, og i 2008 blev den målt til at være nået op på 18,7 procent af den samlede befolkning. Ifølge Achillies Ssewaya, Monitering & Evaluation-specialist ved Samfundsfagligt Fakultet på Makarere Universitet, sker dennes stigning primært, fordi Ugandas stat med stor succes har forbedret uddannelses- og sundhedssystemet.

”Det er blevet nemmere for bønderne at tage en længere og mere grundig uddannelse. Følgerne af dette ses på den øgede indkomst i fattige områder,” forklarer han.

Dette udsagn underbygges af en rapport af African Development Bank (AFDB), der skriver, at antallet af mennesker i fattigdom i Uganda faldt fra 31 procent i 2005 til 24,5 procent i 2010.

Men Achillies Ssewaya vurderer også, at Uganda har en stor udfordring forude, hvis middelklassen skal blive ved med at vokse – specielt hvad angår arbejdspladser for færdiguddannede. Da han begyndte som professor ved Makerere Universitetet, var der kun det ene universitet. Nu er der op imod 30 forskellige universiteter over hele landet, og der er langt fra jobs til at beskæftige alle de tusindvis af unge, der hvert år matrikulerer.

Mansen Nsubuga er en af de få nyligt færdiguddannede elektricitetsingeniør, der har fået et arbejde. Ifølge ham skyldes det simpel udbud-efterspørgelse.

”Da det kun er to universiteter, der udbyder min uddannelse, var det forholdsvis nemt at få et job. Dette er dog langtfra tilfældet for de fleste. Der skal ofte gode forbindelser til, hvis man skal have et arbejde efter uddannelsen,” fortæller han.

Trods den store usikkerhed på arbejdsmarkedet viser Ugandas nationale husholdningsundersøgelse fra 2009/2010, at det stadig er dem med den længste uddannelse, der tjener markant mest, og over de seneste par år også er begyndt at tjene meget mere. En færdiguddannet tjente i 2005/2006 308.400 UGX om måneden sammenlignet med 969.700 UGX i 2009/2010. I 2009/2010 tjente en med færdiggjort uddannelse tre gange så meget som en uden.

På grund af mangel på arbejdsplader ender mange af de færdiguddannede dog med job, der ikke udnytter deres kvalifikationer, og som er lavtlønnede. Dette placerer de færdiguddannede i den lave ende af middelklassen, og i værste tilfælde ender de i fattigdom.

Den svævende klasse

Denne usikkerhed har med skrøbeligheden af Ugandas middelklasse at gøre. Trods støt stigning over mange år bliver der talt mere og mere om ’den svævende klasse’. I Afrika defineres fattigdomsgrænsen ved de, der lever for under én dollar om dagen, og middelklassen ved de, der lever for mellem to og 20 dollar om dagen. Den svævende klasse udgør de, der er meget tæt på at ende i fattigdom. Denne gruppe svarede ifølge AFDB i 2008 til 57 procent af middelklassen eller 10,6 procent af hele befolkningen.

I Uganda er den gennemsnitlige indkomst steget fra 170.800 UGX i 2005 til at være 303.700 UGX 2010. Det viser en rapport udarbejdet af Statistics House Uganda. Her viser det sig også, at den rigeste femtedel af befolkningen sidder på 72 procent af den samlede indkomst, og at indkomststigningen primært er sket i overklassen.

Ifølge Frederick Mugisha, der er såkaldt teknisk officer i det ugandiske finansministerium, betyder denne indkomststigning, sammen med inflation, at mange varer, især dagligvarer, vil blive hastigt dyre. For den øvre middelklasse betyder det færre penge til investering i hus og eventuelt bil, og for den svævende klasse kan det betyde, at de ender tilbage i fattigdom.

Uganda er dog ikke helt uden håb for at sikre middelklassen. En gigantisk stigning i BNP forventes det næste par år på grund af især forbedrede eksportmuligheder og store forretningsaftaler med udlandet. Nye veje bliver ved EU-støtte lagt over hele landet, og planer for forbedret infrastruktur ligger klar.

Achillies Ssewaya mener, at Ugandas fremtid nu står og falder med statens rolle og mentaliteten blandt dem, der sidder i regering.

”Vi bliver ofte kaldt for papirtigrene. Vi har alle procedurerne, vi har alle planerne, vi ved ud fra erfaring i både Kina og Europa, hvilke punkter man skal sætte ind på for at forbedre infrastrukturen og gavne befolkningen mest muligt. Men der er ingen, der gør noget ved det,” konstater han.

Det er tydeligt, at uganderne er klar til disse forandringer og kræver dem. Steder, hvor der eksempelvis ikke bliver indviet penge til nye veje, er det de lokale, der selv tager ansvar. Med en delvis selvfinansiering og penge fra forbikørende reparerer de vejene, så omkringliggende landsbyer nemmere kan få deres varer på markedet. Mentaliteten blandt befolkningen er på plads til at få Uganda ud af fattigdom. Men fra eksperterne er dommen klar: Det er ikke nok med en befolkning fuld af iværksætterlyst. Bedre livsvilkår, velfungerende infrastruktur og uddannelsessystem vil være meget svært at etablere, før regeringen kan tilsidessætte sin grådighed og handle for folkets bedste.