En flot frisure, dekorerede negle og en trang til nyt tøj er ikke blot noget, som hører vesten til. Suzie Namyalo går mindst ligeså meget op i ydre skønhed, og bruger hver måned mange timer på at blive tilfreds med sit udseende.

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

Med nænsom hånd bliver nålen stukket igennem de stramme fletninger, som er flettet tæt til kundens hovedbund. Med nål og tråd syr frisøren sorte og røde krøller fast på den unge kvindes hår. Hårlokkerne fra den gamle frisure ligger på gulvet. Frisuren skal helst skiftes ofte, og denne gang er frisuren inspireret af popstjernen Rihanna.

Den nye frisure tilhører 21-årige Suzie Namyalo. Det er endelig blevet den tid på måneden, hvor frisuren skal skiftes ud. Mens hun sidder i frisørstolen, spiller radioen for fuld drøn. One Direction synger sangen ‘What makes you beautiful’, som handler om, at du er smuk, som du er. Suzie Namyalo er dog sikker på, at skønhed ikke kun stammer indefra, men at det hele handler om balance mellem indre og ydre skønhed.

“Dit udseende er det første, folk ser, så du skal helst gøre et godt første indtryk. Hvis folk ikke kender dig, vil de være mere villige til at snakke med dig, hvis du ser godt ud,” vurderer Suzie Namyalo.

Til daglig studerer den unge frisørkunde økonomi på Uganda Christian University og arbejder derudover som grafisk designer i sin fars virksomhed. Hver måned bruger hun omkring 250.000 ugandiske shillings, svarende til 500 danske kroner på skønhed, hvilket er mange penge for en almindelig ugander, der i gennemsnit tjener 303.700 ugandiske shillings om måneden – eller cirka 607 danske kroner. For hende er det ikke kun et spørgsmål om en smart frisure. Alt skal matche. Under det sorte frisørforklæde har hun sin røde håndtaske, som matcher perfekt til de røde sandaler. Det er et bevidst valg, at hun nu er i færd med at få en frisure med røde krøller. Det hele skal passe sammen.

“Vi lever i en konkurrencepræget verden. Alle kæmper om at se bedst ud. Så hvis jeg har råd til det, hvorfor så ikke bruge penge på det?” spørger hun med et smil på læben og tilføjer:

“Alle ugandiske kvinder går op i at se godt ud. Dem, som ikke har særlig mange penge til rådighed, lægger alligevel 500 shillings (svarende til en krone. red.) til side hver dag for at få råd til en ny frisure engang i mellem.”

Læs ‘Miss Uganda er mere end en pyntedukke’ her. »

Frisøren har snart brugt halvanden time på Suzie Namyalos nye frisure, og det færdige resultat er lige i øjet. Som det sidste bliver hårlakken med store armbevægelser sprøjtet på de røde krøller, så der danner sig en hvid sky af lak omkring kundens ansigt. Frisuren kan nu sidde, som den skal, længe endnu. Suzie Namyalo glæder sig dog allerede til næste måned, hvor hun igen skal tage plads i de læderbetrukne frisørstole.