Antallet af skønhedssaloner i Uganda er tiltagende. Efterspørgslen fra kunderne er stigende. Den ydre skønhed giver de ugandiske kvinder en konkurrencemæssig fordel på jobmarkedet, vurderer eksperter.

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

“Hver måned åbner der en ny skønhedssalon.”

Sådan lyder det fra direktør Ruthy Tiner Kibirig, som til daglig administrerer Tiner International School of Beauty i Uganda. Skolen varetager alle områder inden for skønhed i Uganda. Siden hun grundlagde uddannelsesinstitutionen for 17 år siden, har hun set en stigende interesse for at uddanne sig til enten frisør, modedesigner eller kosmetolog. På nuværende tidspunkt estimerer hun, at der eksisterer omkring 15.000 skønhedssaloner i det centrale Kampala, så muligheden for at få et job som nybagt frisør eller kosmetolog er betydelig.

“Når unge ugandere bliver uddannet fra et universitet, kan de gå tre år uden at få et job. Hos os får de job enten før dimissionen eller med det samme efter, så mange foretrækker denne uddannelse i stedet,” siger direktøren.

I 2012 færdiggjorde 120 frisører, 12 kosmetologer og 103 modedesignere deres uddannelse på Tiner International School of Beauty. Selvom antallet af elever er stigende, er der stadig job til alle. Anledningen til de mange jobmuligheder er de ugandiske kvinders stadigt stigende efterspørgsel på nye frisurer, skønhedsbehandlinger og modetøj. Denne interesse har dog ikke altid været synlig i Ugandas gader.

“Før i tiden forbandt man ydre skønhed med prostitution. En kvinde med rød løbestift og øjenskygge hørte helt sikkert til den mindre velsete del af befolkningen. Nu ses der helt anderledes på kvinder med et pyntet udseende. Disse kvinder er karrierebevidste,” beretter Ruth Kibirige og tilføjer:

“Ud over bare at gå op i sit udseende ved de fleste også, hvilke fordele der er forbundet med et smukt ydre. Mulighederne for at blive ansat i en virksomhed er langt større, hvis du blot ser det mindste præsentabel ud.”

Kasekende Emanuel er 27 år og ejer sin egen frisørsalon. Det har han gjort i syv år, og han har registreret en tydelig forøgelse i kundeskaren i den tid. Han er taknemmelig for de mange besøg, han til daglig modtager i salonen. Hver dag har han over 20 kunder i sine fire frisørstole.

“Konkurrencen mellem kvinderne er steget. Det hele handler om, hvem der formår at se flottest ud,” forklarer frisøren, mens han syr extensions på kundens hovedbund.

Både skønhedskolelederen og frisøren vurderer, at det er alle grupper af befolkningen, der går op i skønhed. Kvinderne bekymrer sig, fordi det er vigtigt for deres image og personlighed. Når man lever i et land præget af arbejdsløshed, er lysten til et flottere udseende stor, når det kan ændre jobsituationen.

Sandsynligheden for, at der åbner en ny skønhedssalon også i denne uge, er altså stor.