Hele sin barndom har Phiona Bizzu levet i fattigdom, men med vilje til succes er det lykkedes hende at bryde med fortidens kvaler. I juni 2012 blev hun udråbt til Miss Uganda. Den titel vil hun bruge til at give andre fattige ugandere en håndsrækning.

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

“Kan du ikke gøre en undtagelse, nu det er mig?”

En lang sort hårtot bliver rullet rundt om venstre hånds pegefinger. De fyldige læber skinner af lyserød lipgloss, og Police-solbrillerne bliver skubbet op i håret. De brune øjne, som er indrammet af lange kunstige øjenvipper, kommer til syne og betragter intenst tjeneren. Hun bliver øjeblikkelig genkendt af den kvindelige servitrice. Menukortets udvalg falder ikke i kundens smag, og milkshaken bliver ændret, så den passer specifikt til hendes ønske.

Kunden hedder Phiona Bizzu. Den 20-årige ugander blev i juni 2012 kåret som Miss Uganda og bliver nu genkendt, hvor end hun går. Hun er dog mere end bare en skønhed. Hun har store ambitioner for fremtiden.

Hvert år afholdes en konkurrence, hvor cirka 120 ugandiske piger farer til audition for at blive en af de heldige, der går videre til konkurrencen om at blive den smukkeste inden for landets grænser. Den næste Miss Uganda. En titel mange piger i Uganda spejder efter, men aldrig kommer i nærheden af. En titel som kun hører drømmene til. Sådan var det også for Phiona Bizzu, der altid har levet et liv i fattigdom.

Phiona Bizzu er den tredje i en søskendeflok på fire. Da hun var barn, boede hun med forældrene og sine søskende i Lira i det nordlige Uganda. Hele hendes barndom har været præget af fattigdom, og en tilværelse på gaden lå inden for den nærmeste fremtid. Familien havde dog et stærkt bånd sammen, og det gjorde hverdagen mere overskuelig. En dag blev båndet dog hårdt og brutalt brudt, og Phiona Bizzus liv ændret totalt. Hendes forældre kom aldrig hjem fra en køretur. De blev dræbt i en trafikulykke. Og de fire søskende stod alene tilbage.

“Da mine forældre døde, blev alt forfærdeligt. Vi fik en erstatning på 8 millioner ugandiske shillings, (svarende til 16.000 kr. red.), men en slags onkel tog det hele. Vi havde intet,” fortæller hun.

Lige inden børnene skulle sendes på gaden, kom en af forældrenes venner dem dog til undsætning og gav dem alle plads på et børnehjem. Deres fremtid var sikret for en tid.

Det var på børnehjemmet, at den kommende skønhedsdronning blev bevidst om sin passion for mode og skønhed:

“Siden jeg var helt lille, har jeg altid gerne ville være model. Min værge tillod det aldrig, så da jeg blev ældre og opdagede Miss Uganda-konkurrencen, tilmeldte jeg mig uden at snakke med ham.”

Læs om ugandernes stigende interesse for skønhed her. »

Skønhed har altid været en stor del af Phiona Bizzus liv. Hun har altid været den, som vennerne kom til, hvis de havde brug for gode råd i forbindelse med frisurer, mode og lignende. Selv beskriver hun sig som en shopaholic og elsker at betragte sin voksende gaderobe. Det var tilmed også en af præmierne, hun fik som vinder af konkurrencen: En garderobe med sko, smykker, makeup og en masse tøj.

Skønhedsdronningen vil gøre nytte

Selvom Phiona Bizzu altid har været kendt som pigen med det kønne ansigt, skal hendes fremtid ikke blot baseres på modelarbejde. Hun blev hurtigt bevidst om, at titlen som Miss Uganda kunne udnyttes til nyttige projekter.

“Jeg troede, at konkurrencen mest handlede om modelarbejde. Det gør den slet ikke. Det handler mere om at hjælpe andre mennesker og lave velgørenhedsarbejde,” fortæller skønhedsdronningen og tilføjer:

“Som Miss Uganda vandt jeg tilmed et stykke land. Med præmien kan jeg få opfyldt min drøm om at starte en organisation til at hjælpe fattige mødre.”

Phiona Bizzu har selv levet i fattigdom, og for hende var udsigten til et liv på gaden også inden for den nærmeste fremtid.

“Jeg ser alt for mange gadebørn uden fremtid, når jeg går på gaden. Jeg vil hjælpe mødrene til disse børn,” beretter hun.

Organisationen, som Phiona Bizzu gerne vil stifte, skal give mødre uden økonomiske midler erhvervsfaglig erfaring inden for håndværk, landbrug og lignende, så de kan forsørge deres børn – fremfor for eksempel at sende dem på gaden for at tigge. Det vil både give mødrene og børnene en lysere fremtid.

På nuværende tidspunkt læser hun økonomi på Makerere Universitet i Kampala. Hun har dog planer om at skifte uddannelse for at læse medicin i stedet. Her mener hun, at hun kan gøre mere nytte. Derudover har den nyudklækkede stjerne en drøm om at studere i USA. Der kan hun få mere erfaring til at starte sin egen klinik i Uganda. Problemet for hende er økonomisk.

“Jeg håber på, at min tidligere værge kan lave en pengeindsamling, så vi kan få en større kapital til at starte min klinik i Uganda,” fortæller Phiona Bizzu.

Phiona har viljen til succes

Når man taler med Phiona Bizzu, bemærker man øjeblikkeligt hendes passion for at få succes. På trods af hendes forfærdelige opvækst besidder hun alligevel en enorm mængde selvtillid. At stille op til en konkurrence som Miss Uganda kræver, at man tror på sit eget værd. Men at være i stand til at stå model til alle de misundelige blikke, der konstant følger en, er langt mere barskt.

“Jeg har fået en hel masse hademails. Mange mener, at jeg ikke fortjener det. Jeg ved, at jeg er værdig til titlen som Miss Uganda. Alle har altid noget at klage over, men jeg har bedre ting at give mig til. Det er spild af tid at være ked af andres misundelse,” fortæller Phiona Bizzu skråsikkert.

Når Phiona ikke går i skole, bruger hun meget tid på at deltage i forskellige velgørenhedsarrangementer. Det er vigtigt for stjernen at vise, at hun er mere end blot en pige med udseendet på rette sted. Om håndledet bærer hun et armbånd i alle regnbuens farver, som hun fik i forbindelse med en kampagne imod malaria. Hun elsker at gøre en forskel. Derfor er hendes største idoler også Oprah Winfrey og Tyra Banks. Disse sorte kvinder har formået at bryde igennem fordomsfulde barrierer og kæmper for at gøre en forskel i andre folks liv. Phiona Bizzu respekterer og beundrer deres store engagement i deres arbejde. Hun håber selv, at hun i fremtiden kan blive en ligeså anerkendt person både i Uganda og uden for landets grænser.