Da Yoweri Museveni indtrådte som præsident i 1986, gjorde han det klart, at korruption ikke ville blive tolereret under hans regering. I mange år så det ud til at gå den rette vej, men nu har korruption infiltreret alle samfundslag, og der er ingen til at stoppe det.

Af Jeppe Due og Mette Frandsen (foto)

Ugandas nuværende regering kom til magten med militærmagt i 1986, og den havde derfor mulighed for fuldstændig at etablere den slags stat, den ville. På det tidspunkt var Uganda stærkt præget af korruption og høj dødelighed af AIDS. Den nye præsident, Yoweri Museveni, fik med en meget succesfuld kampagne slået AIDS tilbage, og i mange år så det også ud til, at samfundssygdommen korruption ville blive udryddet.

Selv om Museveni favoriserede visse områder af Uganda og åbenlyst dyrkede nepotisme, fremstod han nemlig stadig som en leder, der kæmpede for at udvikle Uganda. Med dette image udadtil har han også fået meget stor støtte fra det internationale samfund. Det er først for nyligt, der er begyndt at blive stillet spørgsmålstegn ved hans kompetencer som en retfærdig og ukorrupt leder, der fremmer demokrati og lige muligheder.

Især sager om svindel har gjort, at flere lande, blandt andet Sverige, Danmark og mange andre europæiske lande, har indstillet deres økonomiske støtte til Uganda. En rapport af Ugandas egen rigsrevision viste i slutningen af 2012, at hovedparten af udviklingsstøtten fra blandt andre Danmark og Sverige ikke er gået til hospitaler, skoler, veje og anden infrastruktur som lovet. I stedet er de gået til politikere og andre i det ugandiske administrationsapparat.

Dette svindelnummer fik først Sverige til at indefryse sin direkte støtte til Ugandas regering, og siden fulgte Norge, Irland, Tyskland, Storbritannien, EU og Danmark. Danmark har således indefrosset de 440 millioner kroner, der årligt bliver givet i bistand til Uganda. I alt er hele 32 procent af ulandsbistanden til Uganda blevet stoppet.

Der verserer også en større sag om svindel med pension. Det er ikke noget særsyn, at folk i Uganda bliver snydt for deres pension, men det er nu kommet frem, at de penge, folk bliver snydt for, bliver udbetalt til spøgelsespensionister. Op imod 165,5 milliarder ugandiske shillings, knap 370 mio. danske kroner, er i alt blevet stjålet fra ministeriet for offentlige ydelser som følge af manipulation med pensionsudbetaling. Af disse forsvandt 155,7 milliarder ugandiske shillings til spøgelsespensionister. Det kom frem i december 2012 i en rapport lavet af Ugandas rigsrevisor.

Trods det enorme beløb har det skabt meget lidt postyr i regeringen. Korruption er kun værd at tale om, hvis det kan gavne popularitet eller tiltrække vælgere. Da der i denne sag er tale om svindel indefra det offentlige, vil regeringen ikke kunne vinde noget ved at give det omtale, og hvor alvorlig man end må mene, sagen er, bliver den bare puffet ind under gulvtæppet.

For befolkningen er svindel med eksempelvis pension dog et åbenlyst problem, fordi det kun er få, der får deres penge. Men det er ikke kun regeringen og dets instanser, der har med penge at gøre, som gør livet sværere for uganderne. Selv på sygehuse og ved politiet er korruption et kæmpe problem.

Når sygehuse modtager medicin til dets patienter, går det for eksempel meget sjældent direkte fra hospital til patient. Ofte sker det, at lægerne og de ansvarlige for medicin og stoffer sælger dem videre til mindre apoteker, hvor patientens familie kan blive nødt til at købe dem. Når medicinen efterhånden er blevet solgt videre et par gange, kan den ende med at være så dyr, at mange ikke har råd til den. Det hænder også, at medicinen på grund af dette kommer så sent, at det får alvorlige konsekvenser for patienterne. Også læger kan forlange ekstra penge for at modtage folk i konsultation.

Selvom det ofte kan blive dyrt at komme i konflikt med sygesystemet, er det dog oftere politiet, befolkningen klager over.

Det ugandiske politi er lønnet meget lavt. Dette kompenserer de dog for ved modtagelse af bestikkelse og udstedelse af falske bøder og gebyrer. Selvom det officielt er en gratis ydelse at kunne gå til politiet og melde noget stjålet, kommer en rapport næsten altid til at koste penge. Præcis hvor meget er op til den pågældende politimand at bestemme. Derfor dropper mange ugandere helt at melde noget stjålet. I rapporten Østafrikansk Bestikkelsesindeks 2012 giver mere end halvdelen af befolkningen til kende, at den eneste måde, man kan komme til ydelser fra politiet er gennem bestikkelse.

Men selv ude i gadebilledet er man ikke i fred fra politiet. Den mindste forseelse, eller hvad politiet lige i øjeblikket måtte beslutte er forkert, kan resultere i bøder, der skal betales på stedet. Betaler man ikke, kommer man en tur med på stationen, hvor der kan gå meget lang tid, før ens sag bliver behandlet – hvis man vel at mærke ikke betaler for at få sagen fremskyndt. I bestikkelsesindekset viser det sig også, at den instans, der modtager de største beløb gennem bestikkelse, er retten og forskellige råd.

Blandt befolkningen er der bred enighed om, at korruption skader landet. Folk er dog bange for at udtale sig om emnet, fordi de er bange for at lyde regeringskritiske. Kommer man for tæt på at tale om den politiske klasse, er der tydelig ubehag at se i folks øjne. Det er ikke et særsyn, at magtfulde mennesker får nogen til at forsvinde. Uganda har måske af samme grund det laveste antal korruptionssager i Østafrika. 34 procent af de adspurgte tror ifølge indekset ikke på, der vil ske noget ved rapportering, og 17 procent er bange for at indberette sagerne.

Men helt hvor dybe rødder korruption har i Uganda, er svært for de fleste at forstå. Det er ikke blot staten, der har hang til betalinger under bordet. Folk er selv meget villige til at lave en ydelse udenom det firma, de måtte arbejde for. Medarbejdere hos teleselskabet MTN tager sig betalt for at give bedre tilbud, tøjvaskekoner på hoteller giver en lavere pris til gengæld for at tage alle pengene, familiemedlemmer snyder hinanden for diverse indkomster og så videre.

Det ser ikke umiddelbart ud som et problem, at folk tjener lidt ekstra penge denne vej. Men når små betalinger bliver en så normal del af hverdagen, ender det til sidst med, at korruption bliver en del af kulturen, og i sidste ende accepteret af samfundet.

Tre fortællinger om korruption

Korruption berører alle i Uganda, og alle har en historie at fortælle. Nedenfor er nogle helt normale uganderes meget forskellige møder med korruption.

Kaleb – studerende
”Korruption er alle vegne og på mange forskellige måder. Jeg ser, der sker favorisering af venner og familie på en måde, der ikke er fair. Når folk vil købe land eller udvide, kommer de tit i klemme med dem, der står for den slags. Man kan komme ud for at skulle betale til en offentligt ansat bare for at kunne få lov at købe grunden, hvis altså man ikke har kontakterne i orden. På den måde kan man også ende med at miste sin ejendom. Jeg kender flere, der er blevet snydt af den, de har købt grunden af, og derfor har mistet retten til den. Jeg mener, at den her form for favorisering er forkert, og det skader mange mennesker.”

Simule – butiksejer
”Engang, da jeg var på vej til arbejde på en motorcykel, stoppede politiet mig, fordi de mente, jeg havde gjort noget forkert. Jeg mente bestemt ikke selv, der var noget ved sagen, men de hev mig af motorcyklen og arresterede mig. På stationen fik jeg heldigvis ringet til min chef, som forklarede politiet, at det var nødvendigt, jeg mødte på arbejde. Havde jeg ikke fået fat i ham, havde de sat mig i fængsel. Var det blevet tilfældet, måtte jeg betale mig ud. Det er ikke alle, der har råd til den løsning, og politiet udnytter bestikkelse til at anholde tilfældige. Mange mennesker kender ikke loven og ved ikke, hvornår de har den på deres side. Selv ville jeg efter min løsladelse kræve mine penge tilbage, fordi jeg blev anholdt på et uholdbart grundlag.”

Martha – arbejdssøgende
”Jeg har ofte oplevet, at man skal bestikke folk for at åbne noget som helst. Ved mit sidste job blev jeg krævet at betale 100.000 ugandiske shilling, hvis jeg ville ansættes. Jeg sagde ja, fordi jeg på det tidspunkt havde brug for arbejdet, men senere blev jeg nødt til at sige op, fordi min arbejdsgiver tydeligt havde taget korruption til sig. Selvfølgelig burde jeg ikke betale for at blive ansat, men nogle gange er man nødt til det. Det er nok heller ikke sidste gang, jeg gør det. Jeg har også droppet at rapportere tyveri til politiet. De er alt for ineffektive, og man skal betale for mange penge for bare at få printet rapporten ud. Problemet stammer fra politikerne og regeringen og skal bekæmpes derfra. Før de ændrer sig, ændrer folket sig heller ikke.”