Uganda er i dag et land med politisk stabilitet og vækst. Men afslutningen på en af landets værste tragedier er ikke mere end syv år væk. I 1986 blev Norduganda underlagt en 20 år lang og blodig borgerkrig på grund af den barbariske leder Joseph Kony.

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

I januar 1986 begyndte en ung nordugander ved navn Joseph Kony at hverve rekrutter til en paramilitær gruppe, der ville gøre oprør mod den ugandiske præsident Yoweri Musevenis brutale behandling af stammerne i Norduganda. Han fik meget hurtigt bygget en stærk organisation op med sig som kultisk hovedfigur. Med eskaleringen af hans angreb på Nordugandas største byer og Musevenis styrkers lige så brutale modangreb begyndte det, der skulle blive en næsten 20 år lang borgerkrig i Norduganda. Konys lille rebelgruppe voksede til at blive en brutal hær, og den fik også sit i dag verdensberygtede navn: Lord’s Resistance Army (LRA).

Joseph Konys mål med de voldelige aktioner mod civilbefolkningen var at overtage magten i hele Uganda og ved bortførelse af børn at overtage magten i Uganda. Hans primære modstander var derfor Museveni og hans hær.

Men Konys kamp mod styret i Kampala kom meget hurtigt til at involvere alle i Norduganda, som han holdt i et terrorgreb under hele borgerkrigen. Han ’hvervede’ nemlig soldater til sin hær ved at bortføre børn fra især de mindre landsbyer. Det var især drenge, han tog med sig ud i bushen, men piger blev også bortført for at tjene som de øverstkommanderende guerillasoldaters bush-hustruer.

Det anslås, at cirka 30.000 børn blev kidnappet og derefter misbrugt i løbet af den lange krig. Børnene blev tvunget til at begå grusomheder på rivalerne, deres medfanger, deres søskende og selv deres forældre. De havde et valg. At slå deres medmennesker ihjel eller selv blive dræbt.

Læs vores portræt af den tidligere børnesoldat Richard Okello her. »

Yoweri Musevenis svar på LRA’s oprør var stort set lige så brutalt som rebellerne. Hans soldater i regeringshæren, Ugandan People’s Defence Force (UPDF), begik også overgreb, hans flyvevåben bombede uskyldige landsbyer, og i 1996 tog han sit mest radikale skridt: Han beordrede hele befolkningen i Norduganda til at forlade deres landsbyer og flytte ind i lejre. Den officielle forklaring på denne enorme samfundsomvæltning var, at han på denne måde bedst kunne beskytte civilbefolkningen, og at rebellerne ville blive adskilt fra de civile. Men i praksis rev han hele landsbyer op ved rode med vidtrækkende konsekvenser. De folk, der nægtede at flytte, blev i mange tilfælde bombet.

Tvunget i flygtningelejre 

Da konflikten var på sit højeste niveau, boede 1,7 millioner folk i de såkaldte IDP-lejre – kort for Internally Displaced People (Internt Fordrevne Personer, red.). Det svarede til 80 procent af den nordlige befolkning.

IDP-lejrene i Norduganda er så vidt vides det eneste sted i verden, hvor folk blev tvunget til at flytte ind.

En tragisk sideeffekt af placeringen af civilbefolkningen i lejre var, at de i sig selv blev et let offer for LRA, fordi UDPF ikke beskyttede dem tilstrækkeligt. Regeringssoldaterne var nemlig i 2002 gået ind i Sudan, som støttede LRA, for at jage Kony der. LRA-grupper trak sig tilbage ind i Uganda, og lejrene blev en af Konys primære ‘hverveområder’.

Krigen stod på i 20 år og sluttede først i 2006 med mere ned 100.000 dræbte i Sudan og Uganda.

Her syv år efter den officielle afslutning præger borgerkrigen dog stadig Norduganda, og Kony er stadig på fri fod. Regionen er fattigere end resten af landet, har dårligere sundhedstilstand og større sociale problemer. Lejrene er hovedårsagen. De anbragte fik ødelagt deres sociale netværk, deres kultur og deres normer under krigen – og de vænnede sig ikke mindst til at sidde stille og modtage flygtningerationer i stedet for at arbejde i marken. For mange blev livet i lejrene så normaliseret, at de ikke flyttede tilbage til deres oprindelige landsbyer, da krigen var slut. I stedet blev lejrene langsomt omdannet til egentlige byer. Især her men også i resten af Norduganda trives alkoholisme, depression, underernæring og selvmord.

Lejrene bliver ikke for ingenting udpeget som roden til alt ondt i et Norduganda, hvor befolkningen stadig føler, at Museveni bevidst holder dem nede. Selv om Konys oprørshær i dag har et uomtvisteligt dårligt ry, eksisterer den vrede, som hæren voksede ud af, altså stadig. Om det igen fører til uroligheder, eller om Museveni formår enten at undertrykke eller tilfredsstille norduganderne tilstrækkeligt, vil tiden vise.

Kilder og yderligere information om borgerkrigen i Norduganda:

Læs FNs korte gennemgang af borgerkrigen her.

Læs organisationen Invisible Childrens historiske gennemgang af borgerkrigen her.

Læs Human Rights Watchs gennemgang af overgrebene her.