Richard Okello blev, som så mange andre børn i Norduganda under den nu overståede borgerkrig, hårdt og brutalt revet ud af sin normale tilværelse og ført ind i en verden præget af vold og magt. Udsigten til et almindeligt liv forsvandt for øjnene af ham, da han blev en af verdens i dag 300.000 børnesoldater.

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

Lyset fra solens stråler er stadig synlige, men snart vil mørkets frembrud lægge sig som en kappe over landsbyen. Armbåndsuret viser 17.45, og sammen med sin lillebror graver 11-årige Richard Okello de friske kartofler op fra haven til aftenens måltid. Et fast greb klemmer sig pludselig om Richards arm, og i næste sekund sidder han foran adskillige fremmede mennesker, der alle bærer ens camouflagetøj og store geværer.

“Hvad hedder du, hvor gammel er du, hvor er du fra?”

Spørgsmålene hagler ned over den 11-årige dreng.

Igen bliver der grebet fast om armen, denne gang hårdere end første gang. Og med taget om drengen vandrer mændene ind i bushen, det gængse ord for den vilde natur i Afrika.

Gåturen varer i to dage, og imens forsvinder Richards trygge liv i landsbyen for øjnene af ham. Han er blevet bortført til et liv som børnesoldat. Året er 1998, og vi befinder os i det nordlige Uganda. Mens størstedelen af landet nyder fredelige år efter en serie voldelige magtskift, raser der her en blodig borgerkrig, som på dette tidspunkt har foregået i 12 år.

Richard Okello er blot et af mange tusinde børn, som abrupt bliver revet ud af deres normale tilværelse. Juledag 1998 kidnapper oprørsgruppen Lord Resistance Army (LRA) ham. Han er sammen med sin bror, men kun Richard bliver taget og ført ind en ny verden. En verden bestående af vold, brutalitet og misbrug.

“Lad os gå. Når vi er gået et stykke tid, kommer du tilbage. Der er ikke noget galt. Vi kommer til at overtage denne del af Uganda. Bare rolig. Der sker ikke noget.”

Richard hører de overbevisende ord fra de fremmede mænd. Ordene er tydelige og ikke til at misforstå. Richard finder dog hurtigt ud af, at han ikke kommer tilbage foreløbig. Han ved ikke, hvor han er på vej hen, men han er helt sikker på, at det ikke er et rart sted.

“En fyr sagde engang til mig, at tiden i bushen er forfærdelig. Hvis du ser LRA, så løb, rådede han. Jeg vidste dog også, at hvis jeg løb fra dem, ville de med sikkerhed fange mig igen, og så ville de bare slå mig ihjel. Jeg havde ikke noget valg end blot at følge med,” fortæller Richard, der i dag er 28 år gammel.

Dræb, dræb, dræb

Den 11-årige dreng blev hurtigt mødt af brutaliteten i bushen. Adfærden og fremgangsmåden var meget voldsom og uden nogen form for hensyntagen til andre mennesker.

“For dem er det at dræbe en simpel ting. At dræbe et menneske er ligesom at dræbe en kylling eller en ged. Helt ligetil,” fortæller den tidligere børnesoldat.

Kort tid efter kidnapningen mødte han LRA’s umenneskelige midler. Allerede efter to måneder ville soldaterne tvinge ham til at slå ihjel. En dag hvor gruppen var på jagt efter rivalerne, opdagede de pludselig en ung dreng alene i bushen, som helt tydeligt tilhørte LRA. Soldaterne fangede drengen i hans flugtforsøg. De arresterede ham, og da kendte han godt sin skæbne.

Og de beordrede Richard til at slå drengen ihjel, men han kunne ikke gøre det. Han fejlede. Og det går ikke ubemærket hen, hvis en soldat ikke kan fuldføre sin opgave. Afstraffelsen bestod af en ordentlig omgang tæsk udført med en økse. Normalt brugte de økser til at dræbe folk, så Richard kunne kun bede til, at de ville beholde ham i live. De tævede ham to gange og lod ham derefter ligge i en meget kritisk tilstand.

“Jeg kunne ikke dræbe en uskyldig person. Den, der tvang mig til det, burde gøre det i stedet. Det er okay, at de tævede mig, for jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget forkert. De tævede mig bare for at skræmme mig og ændre min holdning. Det gjorde de ikke, så de indså, at jeg var en stærk person,” fortæller Richard og tilføjer:

“Der er ikke noget, jeg tror på mere end Gud. Gud hjalp mig helt vildt. Jeg overlevede gennem ham. Når nogen fortæller mig, at jeg skal gøre noget, bliver jeg nødt til at se, hvor Gud er først. Derfor kunne jeg ikke gøre det.”

Efter den konflikt opdagede de hurtigt Richards mod. De fandt ud af, at han kunne arbejde som en soldat og gav ham tjansen at oplære nye rekrutter. Når de havde kidnappet ti nye børn, sendte de dem til ham, som derefter skulle lære dem at bruge våben. Det var intet problem for Richard, så længe han ikke selv skulle dræbe.

Det var dog ikke hans eneste opgave. I bushen arbejdede de sammen i grupper. Livet handlede om at løbe og kæmpe – det var den eneste måde at overleve på. LRA-soldaterne kunne lide ham. Han var hurtig. Hvis de sagde, at han skulle stjæle eller kidnappe nogen, gjorde han det hurtigere end de andre. Han husker tydeligt en dag, hvor de ankom til en pigeskole i Lira, en by i det nordlige Uganda. Her kidnappede de hele skolen. Disse piger skulle senere hen optræde som kommandørernes koner.

Når det ikke handlede om at stjæle eller kidnappe, kæmpede de imod fjenden. LRA’s berygtede leder, Joseph Kony, ville være præsident i Uganda og kæmpede derfor mod Uganda People’s Defence Forces (UPDF), som var og er regeringens hær. De mødte ofte hinanden i åben kamp med heftige skudvekslinger, og dem deltog Richard også i.

“Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig har dræbt nogen, mens jeg var i bushen. Jeg accepterer, at jeg kan have dræbt nogle med mine skud, når vi var i kamp. Måske ramte min kugle nogen,” siger Richard.

Han fortæller også om nødvendigheden af at spille hård, når de andre oprørssoldater slog ihjel:

“Vi så engang en mand på en cykel. Vi udspurgte ham om, hvad han skulle. Hans historie var falsk, og det viste sig, at han var en spion fra UPDF. En dreng fra gruppen blev tvunget til at slå ham ihjel med et stykke træ. Vi andre stod bare og så på.”

Mens det voldsomme drab fandt sted, husker Richard tydeligt, hvordan hans blik hele tiden var koldt rettet mod den forslåede mand. Han fortrak ikke en mine. Facaden blev holdt til sidste slag mod fjendens hovedskal. Det var ikke til at gennemskue, hvad hverken Richard eller de andre børnesoldater tænkte. Richard beskriver selv, at han var god til at lade som om, at det ikke bekymrede ham, om denne mand skulle dø:

“Du har din egen hemmelighed, når du er i bushen. Du kan ikke afsløre dine hemmeligheder. Hvis du afslører det, du tænker, er det ligesom at udstille hele dit liv, og så er det din tur næste gang.”

En ting er at slå fjenden ihjel, men når offeret pludselig er af eget kød og blod, er det en helt anden sag. Og det var og er ikke ualmindeligt, at LRA tvinger børnesoldaterne til at slå enten forældrene eller søskende ihjel. Hvis man kan bruge ordet heldig, så var Richard en af de heldige børnesoldater. Han blev kidnappet fra en landsby, hvor han ikke boede til daglig. Hvis han var blevet taget i sit eget hjem, ville LRA måske have tvunget ham til at slå sine forældre og søskende ihjel.

Selvom han ikke blev udsat for at dræbe sine slægtninge, oplevede han alligevel andre forfærdelige episoder.

“Det værste var, når vi skulle krydse en stor flod. Vi bandt et reb fast, som vi kunne trække os over på. Vi var omkring 200-300 personer, og ofte døde cirka 15 personer, fordi de ikke kunne komme hele vejen over,” fortæller Richard og tilføjer:

“Det var også en af de gange, jeg var mest bange. Jeg havde været i bushen i to uger og skulle krydse den første flod. Jeg troede ikke, at jeg kunne klare det, og jeg var sikker på, at jeg ville blive skyllet med vandet,” fortæller Richard med rystende stemme.

Det rette øjeblik

Da Richard havde været i bushen i lidt mere end halvandet år, var han en af de ældste i gruppen, og de andre var overbeviste om, at han nu troede på LRA’s sag.

“Jeg lod som om, at jeg arbejdede med dem. De forventede ikke, at jeg ville flygte. Jeg skulle bare være i et område, jeg kunne genkende, og så vidste jeg, at tiden var inde,” beskriver han.

En dag beordrede Joseph Kony Richard og hans gruppe til Sudan for at få en pause fra kampene. Efter at have gået i mange timer blev planen pludselig ændret. Gruppen skulle tilbage for at kæmpe mod UPDF. De stod alle på en lang række foran fjenderne og mærkede kuglerne flyve om ørerne på dem. De begyndte alle at løbe derfra – så langt væk, så de var i sikkerhed. Men dagens kamp var ikke slut. De skulle tilbage til Sudan.

“Vores kommandant ville have, at vi skulle tilbage. Men jeg fortalte ham, at jeg skulle hvile mig. Jeg satte mig, og de andre begyndte at gå en smule. Der så jeg min mulighed for at flygte,” fortæller Richard.

Han trak de store støvler af og smed derefter den beskidte T-shirt, som tydeligt viste, at han var medlem af LRA. I tre dage gik han barfodet og uden mad og drikke for at finde vejen tilbage til det normale liv. På vejen ud lagde han sit gevær fra sig og gik ubeskyttet ud som en almindelig dreng, der trængte til hjælp. Han mødte en gammel dame, som gav ham mad og et sted at hvile sig. På trods af hendes hjælpsomhed følte Richard sig ikke tryg. Midt om natten tog han chancen og løb tilbage til det sted, han havde lagt sine våben, og tog dem med tilbage for en sikkerheds skyld.

“Hvis hun nu ændrede sin mening og fortalte byen, at hun havde en rebel liggende i sengen, ville de alle komme og dræbe mig. Vi var fjender for de civile,” beretter den tidligere børnesoldat.

Den følgende dag vandrede han op til UPDF’s hovedkvarter, som øjeblikkeligt hjalp ham. De opfordrede ham til at tage hjem. Han var en fri dreng. De fleste, som kommer fra bushen kan ikke komme hjem og starte et nyt liv som civil. Mange melder sig i stedet som soldat hos UPDF. Men fra den dag, hvor Richard var fri, vidste han øjeblikkeligt, at han skulle hjem til sin normale tilværelse.

“Det var ikke let at komme ud til virkeligheden igen. Det er som at komme fra graven. Du kan slet ikke finde dig til rette,” fortæller han:

“Du ved aldrig, hvad andre folk tænker. Jeg troede konstant, at folk omkring mig ville slå mig ihjel. Det er ligesom med dyr. Hvis du føler dig som den, der er mest eftersøgt, gemmer du dig hver gang, der kommer folk i nærheden af dig.”

Det hjalp at bede og gå i kirke hver søndag. Det fik hans tanker på plads. Efterfølgende har han formået at ryste de forfærdelige oplevelser af sig og lever i dag uden nogen form for mentale eller fysiske forstyrrelser. Ved hjælp af Gud har han fundet sig tilrette i samfundet igen. Han bærer ingen nag over sine to år som fange:

“Jeg har tilgivet dem for længe siden. Jeg kan ikke bebrejde dem, som kidnappede mig. De var tvunget til det, ligesom jeg selv var.”

I dag er Richard Okello gift og far til to børn på henholdsvis to og fire år. Han tjener til dagen og vejen med små forretninger rundt omkring, og som sidebeskæftigelse er han sikkerhedsvagt. Han tjener ikke mange penge gennem sine job og kæmper derfor for at holde sin økonomi oven vande. Hans løn bliver brugt på at sende børnene i skole.

Det er vigtigt for ham, at de får en uddannelse, fordi han selv blev revet ud af skolen, da han blev fanget af LRA.

“Jeg er virkelig, virkelig glad for mit liv. Jeg har gået igennem alle de forhindringer, og jeg er her stadig. Det er dejligt, at Gud hjælper mig,” lyder hans statusopgørelse her 15 år efter tiden i bushen.

Børnesoldater anno 2013

–  Det findes cirka 300.000 børnesoldater verden over.

–  191 lande har underskrevet FN’s børnekonvention og forpligtet sig til ikke at bruge børn under 15 år som soldater.

–  Rekrutteringen af børnesoldater foregår både frivilligt og under tvang.

–  På nuværende tidspunkt er der flest børnesoldater i Afrika i lande som DR Congo og Sudan.

Kilde: UNICEF og Røde Kors