I 2003 oprettede Helen Buteme det første kvindelige rugbyhold i Uganda. Siden da er interessen for sporten steget massivt. I dag spiller hun ikke blot for fornøjelsens skyld. Igennem sporten hjælper hun mange piger, som til daglig ikke har meget at leve for.   

Af Louise Oue Laursen og Anne Lærke Koefoed (foto)

Den blå støvle rammer rugbybolden hårdt og præcist, så den flyver højt op i luften. En pige griber den, inden den rammer den tørre jord. Hun får den hurtigt kastet videre til sin medspiller, som med fuld fart iler mod baglinjen. Modstanderne farer imod hende. De omringer hende og smider hende i jorden, lige inden hun når i mål. Rivalerne har nu bolden, og nu drejer det sig om at komme til modsatte ende.

Drikkedunkene bliver hurtigt tømt. Pigerne har fået lov til at holde en drikkepause fra rugbytræningen. Klokken er snart halv syv, og træningen er i fuld gang. Solen er så småt ved at forsvinde, så de ellers så varme grader har nået en perfekt temperatur. Pigerne er klar til at genoptage træningen og stiller sig i en stor rundkreds.

“Min bold, min bold.”

Pigerne råber i munden på hinanden. Alle sammen er ivrige efter at få bolden kastet i deres retning. Aftenens træning foregår på en af Ugandas få rugbybaner i Entebbe. En rugbybane er måske så meget sagt. Pladsen, hvor spillet finder sted, ligner mere en udtrådt mark, som er omgivet af store bygninger. Men stedet er fint og ikke til at klage over ifølge træner og medspiller 32-årige Helen Buteme.

“Vi har ikke særlig gode vilkår at spille rugby under i Uganda, men i det mindste har vi bolde og et sted at være. Det er kun i det centrale Uganda, at rugby finder sted. I ydreområderne har de ikke penge til at spille,” fortæller hun.

Rugby for kvinder er et relativt nyt syn i Uganda. I 2003 startede Helen Buteme det første kvindelige rugbyhold i Uganda. Før spillede hun banehockey, men på grund af dårlig administration ville hun finde en anden sport. Hele hendes opvækst er hun blevet inspireret af sine ældre brødres passion for rugby, men fordi sporten aldrig har været henvendt til kvinder, var muligheden for at spille ikke stor. Det skulle dog ikke stoppe hende. I 2003 begyndte hun og to andre piger at spille i Heathens club, som kun havde herrehold. Mændene tog gladelig imod de kvindelige spillere, og de blev hurtigt en del af holdet. Efter få uger kom der flere kvinder til, og de havde nu nok til at danne et hold. Mændene skulle til Uganda Cup-finale, og der så Helen sin chance for at få udbredt spillet.

“Vi fik lov til at spille en kamp, før mændene skulle spille. Udover det kæmpe publikum, der var kommet for at overvære kampen, så var pressen også til stede. Begivenheden kom i tv om aftenen, fordi kvinderugby var en nyhed. Vi fik kæmpe omtale efter den kamp, og pludselig strømmede det til med medlemmer,” fortæller hun stolt.

Helen Buteme har nu spillet rugby i mange år, og hendes engagement i sporten er blevet større og større, som årene er gået. På trods af sin lange erfaring er hun stadig nervøs før en kamp.

“Hver gang jeg går ind på banen, er jeg altid lidt bange. Ikke på grund af den hårde kontakt, men fordi jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske,” beskriver spilleren og tilføjer:

“Jeg har fået mange slag undervejs. En ting er sikkert. Hvis du har lige fingre, når du er rugbyspiller, så er det fordi, du ikke laver noget seriøst på banen.”

Som bevis på at hun selv er en engageret spiller, viser hun gladeligt sine lange, skæve fingre frem.

Igennem de seneste år som rugbyspiller har Helen Buteme modtaget mange forskellige reaktioner fra omverdenen. Dem, som ikke selv spiller, mener, at det er en voldsom sport og tænker derfor, at hun også selv må være en voldsom person. Andre, især mænd, har stor respekt for hende, fordi hun tør gøre noget anderledes.

For hende er de negative udmeldinger intet problem. Hendes selvsikkerhed bemærkes øjeblikkeligt, når man betragter hende. For hende betyder det meget, at hun ikke er underlagt nogen:

“Jeg har ikke tænkt mig at slå mig selv ihjel, hvis jeg ikke bliver gift. Jeg kan lide min uafhængighed”

Rugby handler om sammenhold

Da hun begyndte at dyrke sporten, gjorde hun det, fordi hun elskede spillets regler og den hårde kontakt med modstanderne. I dag er der også andre grunde til, at hun er så engageret. Hun har været med til at starte tre hold op, og det seneste har hun startet op af en helt særlig grund.

De piger, som står på banen i Entebbe denne aften, er mellem ti og 30 år. Kun fem af dem er over 18. Pigerne kommer fra børnehjemmet, der ligger i nærheden, og har alle haft en hård opvækst. Den dag, de kommer til træning første gang, lider de alle af manglende selvtillid, men efter blot en træning er det ændret, fortæller deres træner. Pigerne har pludselig noget at leve for. De lærer, at rugby handler om sammenhold, og at man skal arbejde sammen. De kan se, at der er noget, de er gode til.

“Når pigerne kommer her, starter vi alle fra bunden. Vi er ligeglade med, hvor hinanden kommer fra. At være en læge gør dig ikke bedre på banen. Vi starter forfra,” konstaterer Helen Buteme.

Klubben hedder Sharks og er oprettet for at gøre en forskel i andres liv. Udover at træne pigerne i rugby hjælper hun dem også med deres udgifter til skolen. De fleste kan ikke selv betale og ender med at droppe ud af skolesystemet. Så selvom pigerne bruger meget tid på banen, har klubben en politik om, at de skal kunne præstere godt i skolen. Det er ikke muligt at skyde skylden på rugby.

Selvom Helen Buteme ligger mange kræfter i de unge piger, har hun stadig drømme om fremtiden. Drømme som alle omhandler rugby.

Først og fremmest vil hun gerne have udbredt sporten til alle dele af Uganda. Det nationale hold skal helst repræsentere hele Uganda. Der er meget talent, som ikke bliver udnyttet. En plads til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016 står også på hendes ønskeliste. Det ser hun også som en stor mulighed, da Uganda har mange talentfulde atleter.

“Mit største og mest umulige ønske er at få udbredt rugby så meget, at det er mere populært end fodbold,” afslutter spilleren med et smil på læben.