Fatina Nabokyabo kæmper for en plads blandt de få ugandere med en længere uddannelse. Opvokset som bonde i en stor familie, hvor faderen er død, har hun oddsene imod sig. Men hun nægter at give op.

Af Jeppe Aasted Due og Nicolai Kallegård (foto)

Fatina Nabokyabo er 23 år gammel og opvokset i en stor muslimsk familie i Budadiri ude på landet i Østuganda. Hendes far dyrkede polygami, og hun havde derfor ud over sin mor også to medmødre. Med et stort område til marker og huse til hver af konerne fungerede forholdet godt. Ved salg af især kogebananer var der også penge nok til, at alle kunne komme i skole. Men alt ændrede sig, da Fatina Nabokyabos far pludselig blev syg med diabetes og havde akut behov for medicin.

Det var her familien for alvor mærkede, hvor seriøse konsekvenser korruption kan have. Al den medicin, de skulle bruge, havde lægerne selv solgt videre til mindre apoteker, hvor de kunne købe medicinen tilbage til gigantisk overpris. Familien kunne desværre ikke nå at skaffe pengene til medicin i tide, hvilket resulterede i Fatinas fars død tre dage senere.

“Hvis ikke priserne var blevet sat så meget op, var medicinen nok kommet i tide, og udfaldet havde været anderledes,” fortæller den unge kvinde, mens hun ryster let på hovedet.

Familien stod uden overhoved, og Fatina Nabokyabos drøm om at kunne komme på universitetet så nu meget tvivlsom ud. Hvis hun skulle have en uddannelse, måtte hun skaffe penge selv. Selvom alle job, der betaler bare nogenlunde i Uganda, kræver en eller anden form for særlig kvalifikation – kvalifikationer der også koster penge at anskaffe sig – var Fatina klar til opgaven. Hun vidste, at den eneste måde, hun kunne få et arbejde på og bryde ud af dette dødvande, var ved at starte sit eget.

”Jeg prøvede i alle supermarkeder i hele Mbale, men de søgte ingen steder. På alle caféerne skulle jeg have et catering-kursus, hvilket koster mange penge, og selv på tankstationer skal man havde studeret regnskab eller en form for business for bare at fylde benzin på bilerne,” forklarer hun, mens hun går gennem sin fødeby Budadiri.

Hun begyndte med at lave og sælge is til skolebørn og folk i lokalområdet. Men fordi konkurrencen var hård, og børnene ikke havde mange penge, kunne det ikke løbe rundt. Andet forsøg blev salg af taletidskort på busser og på gaden. Men da folk kun køber små doser af gangen, og fordi hun kun fik 10 procent provision af salget, fik hun knap råd til mad på denne måde. Oven i købet er det et ret stressende erhverv hele tiden at skulle løbe rundt fra folk til folk. Efter nogen tid fik hun en stærk smerte i brystet, hvilket kan betyde, at hun ikke kan klare et fysisk arbejde, men skal have et stillesiddende job. Disse job er gode udveje for mange mennesker med dårlige fremtidsudsigter, men giver meget små chancer for at forbedre hverdagen.

Heldigvis kan hun lige skaffe penge nok til et par semestre i skolen, og selvom det på nuværende tidspunkt ikke vil være muligt for Fatina at færdiggøre en uddannelse, vil et par semestre give nok kvalifikation til bedre job, der i længden kan betale hendes uddannelse færdig. Uanset hvor mange gange hun skal arbejde for at få penge til studiet, stopper hun ikke før, hun er færdig, lover hun sig selv.

Inden for kort tid begynder hun på massekommunikations-studiet, og ad den vej vil hun lave noget med medier:

”Jeg vil meget gerne ud og lave noget for medierne, hvor jeg kan påvirke folk til at tænke mere over, hvilke beslutninger de tager. Specielt overfor andre mennesker.”

Fatina er træt af den måde, systemet fungerer på. Først oplevede hun, hvordan hendes far blev svigtet, og nu oplever hun arbejdsmarkedes store udfordringer. Hun vil gerne ændre folks måde at tænke på, så det ikke længere er alle i samfundets lag, der udøver korruption, men at befolkningen i stedet står sammen og stopper tolerancen overfor uærligt arbejde.