Salget af personbiler i Uganda stiger støt, efter den ugandiske middelklasse har fået flere penge mellem hænderne. De foretrækker at eje egen bil, da de føler sig langt mere sikre bag eget rat i Kampalas pulserende trafik. Den eskalerende bilpark presser dog infrastrukturen til det yderste.

Af Charlotte Holm Pedersen og Anne Lærke Koefoed (foto)

En osende række af biler og busser bevæger sig fremad i korte ryk. Motorcykler slanger sig imellem de mange køretøjer. I en sølvfarvet Toyota Nadia sidder Josef Lubega, en 52-årig præst bosat her i Ugandas hovedstad Kampala. Det er forskelligt, hvor dagen bringer ham hen, men det er givet, at han selv kører. Han føler sig langt mere sikker på førersædet af sin egen bil end på bagsædet af en taxi, og han er villig til dagligt at sidde fast i Kampalas mange trafikpropper.

Sådan har ganske mange andre ugandere det også, og da de samtidig har fået flere penge mellem hænderne, er bilparken vokset voldsomt de seneste år. Det er en af de væsentligste årsager til, at Josef Luboga langt fra har vejene for sig selv denne onsdag.

Hans indkomst placerer ham i den gode ende af den ugandiske middelklasse, der de seneste år for alvor har fået råd til at eje egen bil. I 2011 alene blev der registreret 18 procent flere personbiler end året forinden, ifølge The Uganda Bureau of Statistics (UBOS).

Kampalas trafikkommissær, Lawrence Niwabiine, vurderer, at dette tal sandsynligvis fortsat vil stige støt.

”Ugandas økonomi er i vækst, og middelklassen følger med,” konstaterer han.

Ulempen ved den købekraftige middelklasse er dog, ifølge Lawrence Niwabiine, at infrastrukturen endnu ikke er gearet til at klare den tiltagende mængde biler, der hver dag kører igennem Kampala. Resultatet er daglige køer, der sætter en stopper for byens bilister, og nedslidte veje, hvor nye huller konstant dukker op.

Sikkerhed frem for status

Kampalas billister er dog vant til trafikproblemerne. Ifølge Josef Lubega er køer og huller blot to små problemer ud af mange større:

”Vejene er ret gode i byen i forhold til på landet. Det er trafikreglerne, folk burde overholde i større grad. Politiet burde få flere penge, så de kan sørge for trafiksikkerhed. Lyskryds er en start, men strømmen går for tit, så ingen gider følge dem alligevel,” fortæller han.

Josef Lubega ville foretrække at tage med det offentlige, da det er meget billigere, men angsten for uheld har gjort, at han hellere vil sidde i sin egen bil. Han stoler ganske enkelt ikke nok på chaufførernes køreevner:

”Havde jeg børn, ville jeg aldrig tillade dem at køre med boda boda’er eller taxier. Chaufførerne er bare ude efter penge. De er ligeglade med folk, og mange af dem tager stoffer, ryger hash eller drikker alkohol,” fortæller Josef Lubega.

Trafikkommisæren erkender også, at især boda boda’erne udgør et stort problem. Der findes ingen registrer over boda-chaufførerne, hvilket betyder, at alle og enhver kan erhverve sig en af de små motorcykler:

”Selv døve og stumme,” som Lawrence Niwabiine siger.

Han mener, at der for en årrække siden var en vis status i at eje egen bil, men at statuselementet i dag er ved at blive udfaset til fordel for en tiltagende bevidsthed om kørselssikkerhed. Derudover er der nogle andre praktiske fordele:

”Du kan selv køre dine børn til og fra skole. Hvis nogle bliver syge i hustanden kan du køre dem på hospitalet. Og så er det bare belejligt og nemt at kunne køre på markedet, hvis man mangler noget,” siger Lawrence Niwabiine.

”Jeg bebrejder regeringen”

Lawrence Niwabiine har mange forslag til, hvordan man kan reducere trafikken i Kampala. Indførelse af et bussystem og udfasning af de små taxibusser, der kun kan rumme cirka 14 personer, anser han som en nem og hurtig løsning, der ville skabe mere luft på vejene. Budgettet på trafikområdet rækker bare ikke til det. Han har anmodet regeringen om at øremærke flere penge til at reducere den heftige trafik i Kampala, men regeringens langsommelige bureaukrati sætter en stopper for hans mange ideer.

”Jeg bebrejder regeringen for Kampalas trafikproblem. De har øjne og kan sagtens se problemerne, men de handler ikke hurtigt nok,” konstaterer han. 

Indtil regeringen skrider til handling, må det tiltagende antal trafikanter i byen fortsætte med at navigere uden om både huller og hinanden.

Bilernes æra

Da Uganda fik sin uafhængighed i 1962 talte indbyggertallet seks millioner. Dengang var der i alt 5.000 køretøjer fordelt på et vejnetværk, der målte 400 kilometer.

I 2012 ramte Ugandas indbyggertal 33 millioner, mens vejnetværket strakte sig over 82.500 kilometer. Antallet af køretøjer tæller i dag en million, hvor halvdelen er at finde i byerne.

Uganda har oplevet en gennemsnitlig økonomisk vækst på seks procent årligt siden 1962.

I 1903 blev Kampala planlagt til at kunne rumme en halv million indbyggere. I dag er der dog over to millioner mennesker i byen i løbet af dagen.

Kilde: The Uganda Bureau of Statistics (UBOS).